Netværk for klimaambassadører
Alle klimaambassadører er automatisk en del af netværket for klimaambassadører

På klimaambassadøruddannelsens 2 dage får man ikke kun ny viden og inspiration med hjem. Man får adgang til et stort netværk af næsten 150 klimaambassadører fra Odenses virksomheder, der også brænder for at gøre en forskel for klimaet i deres virksomhed.
Med klimaambassadører fra forskellige brancher og stillinger er netværket et dynamisk forum, der byder på mange vinkler, erfaringer og udfordringer, som alle kan lære noget af.
Netværksmøder
Man står aldrig alene som klimaambassadør, og Odense Klimapartnerskab vil gerne skabe rammerne for, at netværket kan leve op til sit potentiale.
Derfor inviterer Odense Klimapartnerskab til netværksmøder for klimaambassadørerne flere gange om året.
Netværksmøderne har et nyt tema hver gang. Der indgår opgaver, diskussioner og oplæg fra eksterne, der giver indspark til, hvad en klimaambassadør kan være med til at forandre til fordel for klimaet.
Der er sat tid af til netværk blandt deltagerne, og med næsten 150 klimaambassadører, er der altid nogle nye klimaambassadører, man bliver introduceret til.
Find tilmelding til netværksmøder her
Udover netværksmøder bliver alle klimaambassadører inviteret til Odense Klimapartnerskab andre arrangementer, bl.a. webinarer og medlemsnetværk.
Løbende sparring og inspiration
Netværket er til for, at klimaambassadørerne kan holde den gejst og viljelyst, som en klimaambassadør typisk tager med sig fra uddannelsen. Og så for at der altid er adgang til en gruppe mennesker, der forstår, hvad der følger med af tanker og overvejelser i rollen som klimaambassadør.
LinkedIn-gruppen "Klimaambassadører" giver mulighed for at stille spørgsmål direkte til andre klimaambassadører. I gruppen kan man dele de udfordringer, man står i lige nu og her, og hurtigt komme i kontakt med andre, der kan give råd med på vejen.
Klimaambassadørerne kan altid kontakte sekretariatet i Odense Klimapartnerskab, hvis de gerne vil i direkte kontakt med andre klimaambassadører, der har haft succes med eller har gang i spændende tiltag.
Man kan også altid kontakte sekretariatet, hvis man har ønsker til, hvilke temaer eller initiativer Odense Klimapartnerskab kan tilbyde klimaambassadørerne.
På odenseklimapartnerskab.dk kan klimaambassadørerne logge ind på medlemsuniverset, hvor de har adgang til ekstra materiale, der kan være startskuddet til nye ideer.
Odense Klimapartnerskab arbejder derudover på, at indsamle historier fra klimaambassadørerne om, hvordan de har ført deres tiltag ud i livet.